Vi lægger vægt på et positivt og godt forældresamarbejde. Vi er overbeviste om, at et godt samarbejde er nødvendigt for at skabe de bedste rammer omkring eleven. Derfor er det også vigtigt for os, at forældrene kender til dagligdagen i skolen og at vi kender til forhold i hjemmet, der kan påvirke eleven i undervisningen.
Ikke alle forældre har samme informationsbehov. Vi vil derfor i hvert enkelt tilfælde tale med forældrene om deres forventninger og i størst muligt omfang tage hensyn til individuelle ønsker.
For eksterne elever afholdes der almindeligvis 4-5 forældremøder årligt inklusiv et statusmøde og et revisitationsmøde. For interne elever foregår forældrekontakten fortrinsvis telefonisk og ved at skolelederen og evt. en lærer deltager på de to årlige statusmøder.
I løbet af året vil hjemmet løbende blive informeret. I forbindelse med lejrskoler og andre udflugter vil der i god tid blive udsendt skriftlig information til forældrene. På vores hjemmeside er der oprettet en forældreside, som er beskyttet af et login, så kun forældre, elever og personale har adgang til siden. På forældresiden er der mulighed for at læse eller genlæse alle de breve, der har været sendt ud til forældrene. Man kan se den aktuelle årsplan og det gældende skema samt se datoer og tidspunkter for allerede planlagte møder. Der er også billedeserier fra sommerturene, lejrskoler og fra div. arrangementer, som man kan se.
Ca. 3-4 gange årligt bliver der lagt et lille nyhedsbrev ud på siden, som fortæller lidt om, hvad vi aktuelt er optaget af på Den Gamle Brugs. Forældresiden skulle gerne være med til at bringe forældrene tættere på skolen, selv om de fysisk kan være langt væk. Som forældre kan man tilmelde sig en mailingliste, og derefter vil man modtage en email, hver gang noget nyt bliver lagt ud på siden.